Vi opdaterer i øjeblikket vores hjemmeside, og i den forbindelse kan du opleve driftsforstyrrelser på norli.dk og i Mit Norli. Vi beklager ulejligheden.
Vi opdaterer i øjeblikket vores hjemmeside, og i den forbindelse kan du opleve driftsforstyrrelser på norli.dk og i Mit Norli. Vi beklager ulejligheden.

Pension med garanti

Som kunde i Norli kan du få pension med garanti (også kaldet gennemsnitsrente). Det betyder, at du som minimum får den udbetaling, vi har lovet dig – uanset hvad der sker på finansmarkederne eller med danskernes levetid.

Derudover kan du forvente at få mere – f.eks. i form af en årlig depotrente. I 2026 er depotrenten 2% for nye kunder.

Vi er som alle andre afhængige af de finansielle markeder og kan ændre depotrenten, hvis det er nødvendigt. Dette vil dog ikke ændre ved din garanterede udbetaling.

Pension med garanti er for dig, der...

  • Gerne vil vide, hvad du kan forvente at få i pension
  • Ønsker at slippe for at bekymre dig om pensionen, når aktiemarkedet falder, eller danskernes levetid stiger
  • Vil undgå investeringsrisiko; Norli bærer nemlig risikoen

Hos os får du altså tryghed og forudsigelighed, fordi du undgår store, pludselige udsving i din pension.

Hør mere om pension med garanti

Fleksible muligheder

Ud over pension med garanti kan du desuden vælge at have en del af din opsparing investeret i markedsrente i AL Sydbank. Her vil afkastet følge udviklingen på de finansielle markeder.

Du får dermed de mest fleksible muligheder for din pensionsopsparing.

Flere detaljer om pension med garanti

En pensionsordning med garanti – også kaldet en pensionsopsparing med gennemsnitsrente – er baseret på forsikringstankegangen, hvor du som kunde deltager i et fællesskab, dvs. en gruppe af kunder.

Har du en livsforsikring, der dækker ved dødsfald, eller en forsikring der dækker, hvis du mister erhvervsevnen, betaler du ind til fællesskabet. Fællesskabets kasse betaler så til dem, der bliver syge eller til de efterladte ved dødsfald.

Hvis du har en ordning, hvor du sparer op til pensionen, indgår du i et investeringsfællesskab. Alle indbetalinger bliver investeret i forskellige aktiver og værdipapirer. Afkastet går ind i investeringsfællesskabet, som betaler en rente (depotrente) til dig som kunde.

I de år, hvor afkastet er højt, gemmer vi en del af afkastet til de år, hvor afkastet ikke er så højt. På den måde kan vi give en stabil depotrente, der ikke svinger meget fra år til år.

Vi tilbyder et gennemsnitsrenteprodukt med tilknyttet garanti (ydelsesgaranti). Garantien betyder, at du mindst får den udbetaling, som fremgår af din dækningsoversigt. Derudover kan der være mulighed for at få bonus. Bonus er ikke garanteret.

Garantiregnskab og bonusregnskab

Populært sagt kan man sige, at vi fører to regnskaber for din ordning.

Et "garantiregnskab" og et "bonusregnskab". Hvis der på pensionstidspunktet står flere penge på bonuskontoen end på garantikontoen, får du bonus. Du får altså det bedste af de to regnskaber.

Bonus kan opstå ved, at vi i gennemsnit har kunnet forrente din bonuskonto med en højere rente (depotrente), end den rente garantien er baseret på (grundlagsrente). Bonus kan også opstå ved, at vi har trukket et lavere beløb til omkostninger eller forsikringsdækning, end det vi har forudsat ved beregningen af garantien.

Depotrenten er ikke garanteret og kan godt i perioder være lavere end den rente, garantien er baseret på.

Se, hvad du er garanteret i pension hos os, ved at logge på Mit Norli.

Ifølge loven skal overskud eller underskud fordeles over tid i forhold til, hvem der har bidraget til det. Det hedder kontributionsprincippet. Princippet betyder, at vi skal opdele vores kunder i et antal kundegrupper efter Finanstilsynets retningslinjer.

  • Rentegrupper - ud fra grundlagsrente
  • Risikogrupper - ud fra forsikringsrisiko
  • Omkostningsgrupper - ud fra omkostninger

Disse grupper kan du læse mere om i boksene herunder.

Når vi som forsikringsselskab beregner, hvad vi kan garantere dig i udbetaling, så baserer vi denne beregning på en grundlagsrente. Grundlagsrenten er fastsat ud fra, hvad vi som minimum forventer at opnå i afkast. Disse afkastforventninger varierer gennem tiderne, og derfor kan din pensionsordning være baseret på andre forventninger end andre kunders.

Vi har opdelt vores kunder i grupper, hvor afkastforventningerne, der ligger til grund for beregningen er nogenlunde ens. Inddelingen er foretaget for at sikre, at du får en rimelig andel af overskuddet.

Nye pensionsordninger placeres i rentegruppe A.

Vi opdeler vores kunder i grupper, så du placeres i gruppe med andre kunder, der har en forsikringsrisiko, der ligner din. Som kunde er du solidarisk med de øvrige kunder i din egen gruppe. Det betyder, at prisen afhænger af, hvor mange i din gruppe der betaler, og hvor mange der skal have udbetalt penge.

Særligt for udbetalinger, så længe man lever

Vi lever generelt længere end tidligere. Det er derfor blevet dyrere at sikre sig en udbetaling, så længe man lever, end vi oprindeligt havde regnet med. Det skal vores nye kunder, der opretter et livrenteprodukt, ikke betale for, så derfor er de placeret i deres egen risikogruppe.

De omkostninger, du betaler til Norli, er afstemt i forhold til de udgifter, der er på din ordning. Derfor opdeler vi vores kunder i forskellige omkostningsgrupper.

Et overskud på pensionsordninger opstår, når f.eks. depotrenten er højere end grundlagsrenten.

Et sådan overskud kan anvendes til at forøge den garanterede pensionsudbetaling. Det gør vi med de pensionsordninger, der er beregnet på samme grundlag som det, vi beregner vores nye kunders pensionsordninger på.

F.eks. for kunder med en grundlagsrente på helt op til 4,5 % efter skat er det ikke på samme måde forsvarligt at øge de garanterede pensionsudbetalinger, da det kan være svært for os at opnå den nødvendige forrentning (grundlagsrenten) fremover. Derfor vil det være naturligt at reducere depotrenten for disse kunder, men det, mener vi ikke, er nogen god løsning. Derfor øger vi pensionsopsparingen med depotrenten, men undlader at øge de garanterede pensionsudbetalinger.

Når din pensionsopsparing er øget tilstrækkeligt i forhold til de garanterede pensionsudbetalinger, vil overskuddet igen blive anvendt til også at hæve de garanterede pensionsudbetalinger.